Niels Steensens Gymnasium

En klosterbygning i København har 100 års jubilæum PDF Udskriv Email
Skrevet af Elisabeth Kossmann   
Mandag, 12 November 2012 08:40
Jubilæum
Tirsdag d. 30. oktober fejrede Niels Steensens Gymnasium 100 års jubilæum for bygningen, der huser skolen. Det blev fejret med festmesser i Skt. Augustins Kirke for alle skolens elever og med deltagelse af Benediktinersøstrene fra Åsebakken, hvis forgængere opførte bygningen og kirken i 1912-1914. Under messen sang Benediktinersøstrene en antifon til ære for den Hellige Benedikt.
Efterfølgende var der kage og juice i kantinen for alle.

Klostret
De færreste mennesker i København ved, at der gemmer sig en smuk klosterbygning med en klosterhave i en indre gård på hjørnet af Jagtvej og Skt. Kjelds Gade på Østerbro.
Klostret på Jagtvej huser i dag Niels Steensens Gymnasium og Niels Steensens Kollegium, men inden bygningen blev brugt til skolelokaler, var den oprindeligt blevet bygget som kloster. I år er det 100 år siden, at grundstenen for kirken og klostret på Jagtvej blev lagt.
Det var nonnerne fra Den Evige Tilbedelses-Orden fra Innsbruck, Østrig, der grundlagde bygningen. Klostret og Skt. Augustins Kirke blev tegnet af arkitekt Emil Jørgensen (1858-1942), som også har bygget Bispebjerg Hospital. Bygningerne blev taget i brug i 1914. Søstrene boede i Klostret på Jagtvej indtil 1942, hvor de flyttede længere ud på landet til Åsebakken i Høsterkøb. De oprindelige søstre var i mellemtiden overgået til Benediktinerordenen.

Jesuitterne, Niels Steensens Kollegium og
Niels Steensens Gymnasium

Niels Steensens Gymnasium blev grundlagt af Jesuitterne i 1950 i lokaler på Sankt Knuds Skole i Stenosgade, og i 1954 flyttede Niels Steensens Gymnasium og Jesuitterne (Niels Steensens Kollegium) så ind i Klosterbygningen på Jagtvej.
Klosterbygningen har altid været stor og rummelig, så dele af bygningen har været udlejet til andet end kloster og undervisningsformål. Englesalen var udlejet til socialkontor og en del af Refektoriet (nu Studiecentret) til de Blindes Arbejde. Andre virksomheder og organisationer har også haft lokaler i huset bl.a. Magasin du Nords Systue, Hærens Magasin, Hellerup Håndarbejdsseminarium, Katolske Spejdere, Radio Steno og Danmarks Unge Katolikker (DUK).

En bygning, der oprindeligt var opført til bøn og refleksion, har nu fungeret i 100 år, både til de oprindelige formål, men også som en smuk ramme om mange andre aktiviteter til glæde for de mennesker, der dagligt færdes i huset.

Senest opdateret ( Mandag, 12 November 2012 08:47 )
 
Du er her  : Startside Nyt vedr. NSG Sidste nyt En klosterbygning i København har 100 års jubilæum