Niels Steensens Gymnasium

Indvielse af Confucius Classroom PDF Udskriv Email
Skrevet af Dorthe Enger   
Onsdag, 25 August 2010 08:38

Mandag den 23. august var Niels Steensens Gymnasiums tre kinesisklærere, Jianshu Chen, Liao Do, Xiao Wu og rektor Dorthe Enger til indvielse af Støvring Gymnasiums Confucius Classroom. De fulgtes med direktør for Københavns Confucius Institut, Wu Hui Hua og administrerende direktør for instituttet, Tianshu Liu.

Det var en meget flot ceremoni med taler af undervisningsminister Tina Nedergaard, Mr. Chenggang Liu fra den kinesiske ambassade i Danmark, Madame Chuansheng Liu, formand for Beijing Normal University, Inger Askehave, prorektor for Aalborg Universitet, Anny Winther, borgmester for Rebild Kommune og rektor Jens Nielsen.
Der var taler, festlig optræden af elever fra Støvring Gymnasium med både sketches og musik og en fin frokost for alle gæsterne.

 I sin tale nævnte Tina Nedergaard, at der nu er to skoler i Danmark, der har et Confucius Classroom: Støvring Gymnasium og Niels Steensens Gymnasium. Niels Steensens Gymnasiums Confucius Classroom vil blive indviet torsdag d. 25. november i forbindelse med skolens 60 års jubilæum.

Kina har oprettet Confucius Institutter rundt omkring i verden som led i den kinesiske stats formidling af landets sprog og kultur. Hovedkvarteret, Hanban, ligger i Beijing. Disse institutter kan vælge at sponsorere Confucius Classroooms på skoler, som i særlig grad gør en indsats for at styrke mødet med den kinesiske kultur. Støvring Gymnasium har i løbet af 10 år udviklet et meget flot Kinaprogram, der blandt andet indebærer samarbejde med en partnerskole, Xiuzhou High School, et udvekslingsprogram hvor danske og kinesiske elever besøger hinanden samt undervisning i kinesisk som 2. fremmedsprog i gymnasiet.

Niels Steensens Gymnasium har i fem år tilbudt kinesiskundervisning for Grundskolen og rejser til Kina. I de sidste to år, er der blevet oprettet kinesiskhold i Gymnasiet (2. fremmedsprog). I skrivende stund har ca. 485 elever kinesisk på Niels Steensens Gymnasium. Faget er obligatorisk fra 6. til 9. klasse. Eleverne tilbydes den officielle kinesiske YCT test i sproget.

Oprettelsen af et Confucius Classroom giver mange muligheder. Der bliver stillet lærerkræfter til rådighed, undervisningsmaterialer samt midler til rejser og efteruddannelse. Confucius Instituttet i København, der står for Niels Steensens Gymnasiums Confucius Classroom, har også hjulpet os med at få en partnerskole, Renmin High School, der er knyttet til det prestigefyldte Renmin Universitet.  Niels Steensens Gymnasiums styrelsesformand, Lars Reuter, har her i august deltaget i Renmin High Schools 60 års jubilæum.

I september vil Confucius Institutterne i København og Aalborg, Støvring Gymnasium og Niels Steensens Gymnasium stå for en studierejse, betalt af Hanban, med ca. 25 gymnasierektorer og skoleledere til Beijing, hvor delegationen vil blive præsenteret for Kinas nyeste tiltag vedrørende undervisning og forskning.

 Dorthe Enger, Indvielse af Confucius Classroom på Støvring Gymnasium d. 23. august.


Klik her for at læse mere om Støvring Gymnasiums indvielsesceremoni

På billedet ses fra venstre Jianshu Chen, Liao Do, Dorthe Enger, Xiao Wu, Tianshu  Liu, og Wu Hui Hua 

Senest opdateret ( Onsdag, 25 August 2010 09:57 )
 

Skolens værdigrundlag

Niels Steensens Gymnasium drives på katolsk grundlag. Dermed danner katolsk tro i teori og praksis skolens naturlige rammer. På vor skole finder den sit udtryk i den ignatianske pædagogik og tradition. Således indgår skolen i jesuiterskolernes historie og udvikling.

QTube

Video ID missing!
Du er her  : Startside Gymnasiet Nyheder fra Rektor Indvielse af Confucius Classroom